ODK søger medarbejder: Du har forening i blodet og struktur i hovedet

Gymnastikforeningen ODK søger en medarbejder til administration og udvikling, så vi kan nå vores mål om at blive københavnernes foretrukne gymnastikforening med tilbud til alle aldre og niveauer. Vil du med på vores rejse?

I Gymnastikforeningen ODK ønsker vi at være kendt for vores kompetencer, vores engagement og stærke fællesskab – og i 90 år har vi været en forening drevet af netop dét og frivillighed. Men hvis vi skal nå vores mål om at være københavnernes foretrukne gymnastikforening med tilbud til alle aldre og niveauer, så kræver det, at vi går skridtet videre og ansætter dén medarbejder, der både kan hjælpe bestyrelsen med en del af det administrative arbejde, være go to-guy for vores 150 frivillige, når der for eksempel er brug for en nøgle eller afklaring omkring foreningens juletræsfest, samt udvikle og afholde aktiviteter, som skaber en endnu stærkere relation til vores 1.100 medlemmer.

Vi søger en medarbejder, som først og fremmest forstår foreningslivet, og gerne kender foreningslivet i ODK, og som kan arbejde selvstændigt, struktureret og navigere i en stilling, som er helt ny – for alle i foreningen. Det betyder, at du selv er med til at udfylde rammerne for din stilling.

Du skal være klar på både at være foreningens administrative arbejdshest og idérige igangsætter, som alle kender, alle kan li’ og som får tingene til at ske. Vi forventer, at medlemmerne med din ansættelse vil opleve et højere serviceniveau, at de frivillige vil opleve øget kommunikation og et bedre flow samt at bestyrelsen vil opleve mere frihed til at tage sig af det politiske, udviklende arbejde – frem for at skulle tage sig af drift.

Det vil være ODK’s bestyrelse, med formanden, næstformanden og kassereren i spidsen, som definerer dine opgaver og udstikker retningslinjer, og foreningens årshjul vil give dig et helt naturligt rul i opgaver, men du bestemmer i høj grad selv, hvordan du gør.

Din arbejdsplads vil blive henholdsvis hos vores samarbejdspartner Contar, som tager sig af økonomi og regnskab, vores fremtidige kontor i Hermeshallen samt hjemme/ude på vores træningssteder. Du vil blive ansat 37 timer om ugen, og du vil selv have ansvar for at holde styr på dine timer. Vi stiller computer, telefon og internetforbindelse til rådighed. Lønniveauet vil følge det kommunale område for en nyuddannet – med mulighed for forhandling.

Gymnastikforeningen ODK er en forening med masser af kultur og historie i rygsækken, vi har dybe rødder i højskole- og breddegymnastikken. Vi ønsker at være en forening, hvor frivillighed og fællesskab er to bærende elementer, men vi oplever desværre også, at dén fortælling er svær at komme ud med i et storbyliv, hvor tilbuddene er mange og farten høj. Det giver os blandt andet udfordringer med at rekruttere og fastholde instruktører samt stor udskiftning i medlemsskaren.

Vi tror på, at sammen er vi stærke, og sammen kan vi mere. Hvis du tror på det samme og kan se dig selv som ansat i ODK, så send os en ansøgning på odk@contar.dk senest søndag den 9. februar kl. 18.00. Vi afholder samtaler i uge 7 og 8.

Stillingen er fra 1. april 2020 (og gerne før, hvis muligt).

Kontakt foreningens formand Mette Schmidt Rasmussen, hvis du vil vide mere, på: mette@odk.dk // tlf.: 5123 3823 (bedst mellem kl. 14.00-18.00 samt 20.00-21.00)