Prøv noget nyt i sæson 19-20

ODK er en forening, som hele tiden udvikler sig og prøver nye aktiviteter af. Vi er meget mere end en gymnastikforening og sæson 19-20 er ingen undtagelse. Vi kan således præsentere fem nyheder, som vi er ret stolte af.

1. ODK Outdoor

Leder du efter et hold, hvor alle er velkommen, og frisk luft er en fast del af programmet, så er ODK Outdoor holdet for dig. Faktisk har ODK oprettet to outdoor-hold i sæson 19-20: Ét for dig som er mellem 14 og 17 år gammel –> ODK Outdoor Teens. Og ét for voksne som er fyldt 18 år –> ODK Outdoor. Det er vores dygtige og meget erfarne instruktør Eunice Nielsen, som har taget initiativ til ODK Outdoor, og selv siger hun om holdet: “Vi skal være et hold, hvor vi får skubbet til alle de begrænsninger, vi sætte rop for os selv. For vi kan meget mere, end hvad vi selv tror. Det beviser vi, når vi deltager i nogle af forårets mange forhindringsløb. Det bliver fedt, og jeg glæder mig!”

2. ODK Yoga

Yogabølgen er ikke ny – ikke i København i hvert fald, men det er nyt, at vi får yoga i ODK. Det er vi rigtig stolte og glade over. Vi ønsker nemlig at være en forening for hele familien og dermed alle aldersgrupper. Instruktør Camilla Korshold siger om holdet: “Hvis du ikke har prøvet yoga før, så kan du godt se frem til at få glædeshormoner i kroppen og blive fyldt op af overskud i en ellers travl hverdag. For mig er yoga både træning af krop og sjæl, og på ODK Yoga vil vi kombinere stillinger og flows fra forskellige yogastile og sætte os forskellige mål for, hvilke stillinger vi skal udvikle i løbet af sæsonen. Det bliver fedt!”

3. Sports acrobatik – for de øvede og talenterne

Sports acrobatik i ODK er ikke nyt. Faktisk klarer vores akrobater sig rigtig godt. Således opnåede de en 2. plads til DM sidste sæson, og i år går trænerteamet efter flere flotte resultater. Det betyder, at der vil være et øget samarbejde mellem konkurrenceholdet og aspirantholdet –  blandt andet med en fælles månedlig træning – og måske skal aspiranterne også prøve kræfter med konkurrence denne sæson.

Du kan læse mere Sports Acro Aspirantholdet og Sports Acro Konkurrence på Mit ODK.

4. ODK SMART Training 50+

Senioraktiviteter er i fokus i disse år på Frederiksberg. Det skyldes især Bevæg dig for livet, og selvfølgelig skal ODK også være med. Derfor har vi fået én af vores dygtigste og mest seje instruktører, nemlig Heidi Kynde Nielsen, til at starte SMART Training op i foreningen. Det kan kun blive godt. Heidi Kynde Nielsen siger: “Konceptet ‘SMART Training’ er blandt andet udviklet på baggrund af hjerneforskning, motoriske lege, kognitiv træning, mentaltræning og samsynstræning. En time består altså af øvelser, som udfordrer og stimulerer dine motoriske, sensoriske og logiske evner, ved at sætte dem alle i spil på én gang.”

Du kan læse mere om SMART Training i ODK her – og ønsker du mere information kan du finde det her hos DGI.

5. ODK Rope Skipping – for børn, voksne og konkurrencefolkene!

ODK har haft rope skipping på programmet de sidste mange sæsoner – det er intet nyt. Men i år er der virkelig mange tilbud – både til den interesserede, den erfarne, den overvægtige og den som gerne vil konkurrere. Faktisk har vi fået én af Danmarks bedste sjippere til at undervise vores konkurrencehold, og de skal selvfølgelig til DM til foråret. Vil du med? Eller vil du bare gerne læse lidt mere om vores mange rope skipping-tilbud? Du finder en samlet oversigt her.