Rytmehold i sæson 2020-2021

Showgymnastik 0.-1. klasse mandage klokken 17-18 på Skolen på la Cours Vej, trænere Anna Kannegaard og Pia Kannegaard

Showgymnastik 2.-4. Klasse mandage klokken 18-19 på Skolen på la Cours Vej, trænere Anna Kannegaard og Pia Kannegaard

Rythm’n’dance, 4.-6. klasse fredage klokken 17-18.30 i spejlsalen i Hermeshallen, træner Benedikte Kloth

ODK Aspirant Rytme 15-20 år tirsdage klokken 18.30-20 på Skolen ved Søerne, træner Eunice Nielsen

DGIs minirep 18+ mandage klokken 18.30-21 i DGI Byen, trænere Julie Schneider og Cecilie Kaas – holdmor Johanne Ulbæk

ODK Performance – øvede 18+ tirsdage klokken 19.30-21.30 på Frederiksberg Gymnasium, trænere Michelle Sønderskov og Natasha Grønlund

ODK Dance – øvede 18-35 onsdage klokken 19-20.30 i ND salen i DGI Byen, træner Mie Beyer

Forstadsfruer – øvede 23+ mandage klokken 18.30-20.30 i KF9hallen på IFI, Træneree Rikke Heinrichy og Camilla Hoffmann-Petersen samt Nanna Juul-Olsen som gæsteinstruktør.

ODK’s Damer 23+ mandage klokken 19.30-21.30 på Frederiksberg Gymnasium, trænere Rikke Oh Bak Vestergaard og Mette Schmidt Rasmussen/Cecilie Sofie Udsen.

PS Fusion 25+ tirsdage klokken 17.30-19.30 på Frederiksberg Gymnasium, trænere Peter Malling og Sanne Holt Jensen

 

Showgymnastik

Holdet er for piger, der elsker at bevæge sig, lege, danse til god musik og har lyst til prøve alle mulige forskellige dansetrin og koreografier. Holdet er et rytmisk gymnastikhold, men vi vil også afprøve helt basale ting som kolbøtte og vejrmølle. Vi skal have det sjovt, men også have sved på panden hver gang.
Du skal have lyst til at lave rytmisk gymnastik.

Vi forventer, at du møder op til træning med godt humør og lyst til at give den gas til træning. Vi regner også med, at du har lyst til at deltage i arrangementer sammen med dine holdkammerater udenfor gymnastiksalen, så vi lærer hinanden rigtigt godt at kende.
Tilbage til toppen

 

Rhythm and Dance

Har du lyst til at udfordre dig selv med nye trin, give den gas med lækre koreografier og have det super sjovt imens? Så er Rhythm and Dance lige det rette for dig.
På Rhythm and dance holdet kommer du til at prøve kræfter med nye bevægelser, udtryk og musikforståelse. I løbet af sæsonen skal vi arbejde med både teknisk, smidighed og forskellige danse-stilarter. Der skal tælles masser af takter og du får også sved på panden. Træningen bygger på grundelementer fra rytmegymnastikken som vi fletter sammen med dansetrin. Så hvis du ikke kan stå stille når din yndlingssang kommer på, så kom og dans med os!

Rhythm and dance er et hold, hvor socialt sammenhold vægtes højt og hvor vi gerne vil lære noget til hver træning. Derfor forventer vi at at du møder op med et åbent sind til at lære, er klar på udfordringer, og ikke mindst har et godt humør. Vi vi gerne skabe et godt sammenhold med plads til sjov, leg og fokus, når der er brug for det. Derfor forventer vi at du kommer til træningen, har lyst til at deltage, og bidrager til et godt fælleskab på holdet. Vi glæder os til at have dig og dine veninder med.

 

ODK Aspirant Rytme
vil arbejde med rytmisk gymnastik inspireret af forskellige genre inden for dans og bevægelse. Vi udvikler både vores rytme, balance, styrke og kondition, og vi gør det på den sjove og underholdende måde. Vi arbejder desuden med håndredskaber, bevægelser over gulv og akrobatik, så der bliver lidt fra alle stilarter.

I løbet af sæsonen vil vi træne små sekvenser, der vil blive sammensat til et opvisningsshow. Vi deltager i ODK’s egen opvisning og i DGI Forårsstævnet. Derudover er det et mål, at så mange som muligt deltager i Landsstævnet 2021 i Svendborg.

Holdet er for rutinerede og nye gymnaster, det eneste krav er, at du er villig til at udvikle dig. Vi sætter niveauet højt, og holder 3-4 weekendtræninger med endnu mere sved på panden og sammensætning af vores opvisningsshow.

 

DGI Storkøbenhavns MiniREP
er et rytmehold for dig, som brænder for gymnastikken og for at lære. Du elsker udfordringer, sved på panden og fællesskabet. Du har derudover lyst til at være en del af en proces og en opvisning, hvor det hele skal ende med at gå op i en højere enhed ( = den FEDSTE opvisning).

KBH Mini Rep er et hold, hvor der vil være fokus på holdet som helhed såvel som gymnastens personlige udvikling. Det er et hold hvor fællesskabet og det sociale vil blive prioriteret højt, og hvor vi skal hygge os helt vildt! Der vil til træningerne blive arbejdet med teknik, kreativitet, forskellige bevægelsesmønstre og alsidighed, hvor du også vil blive præsenteret for forskellige stilarter inden for dansens verden. Bl.a. moderne, jazz, ballet, house samt inspiration fra Horton-teknikken.

Der vil til træningerne være masser af power, god energi og en dejlig stemning. Der skal være plads til alle, og der skal også være plads til at have en dårlig dag. Det forventes, at du prioriterer træningerne såvel som opvisningerne. Derudover, at du er åben overfor nye projekter og tager ansvar for egen læring og indsats 🙂

2021 er landsstævne år og vi håber derfor, at du som gymnast har lyst til at deltage ved landsstævne i Svendborg i sommeren 2021, sammen med minirep.

 

ODK Performance
er den perfekte blanding af et socialt hold og rytmisk gymnastik for den øvede gymnast. Holdet er for dig, der enten vil bibeholde niveauet eller yderligere dygtiggøre dig. I løbet af sæsonen, vil der både blive arbejdet med den traditionelle gymnastik og andre stilarter. Der vil være stor fokus på dygtiggørelse, grundtræning og tid til at eksperimentere med de rytmiske bevægelser. Træningerne vil ende ud i et opvisningsprogram, hvor wow-effekt vil spille en stor rolle.

I løbet af sæsonen kan du forvente en masse opvisninger og deltagelse i Landsstævne 2021

– For at gå på holdet, skal du være fyldt 18 år
– Såfremt fremmødet er højt, skal du være forberedt på en udtagelse
– Det forventes, at du prioriterer holdet højt, både til træninger og opvisninger

 

ODK Dance
er holdet for os som elsker at danse! Hovedsageligt vil hver træning være bygget op med opvarmning, koreografi og udstrækning. Opvarmning kan bestå af gennemgang af tekniske moves og korte sekvenser med styrke og puls. Koreografierne vil tage afsæt i hiphop, moderne jazz, house, dancehall og jazz funk. Der vil være plads til at udforske sin personlige stil i koreografierne. Og frem for alt prioriteres danseglæden!
Man skal have dyrket rytmisk gymnastik eller danset før.

 

Forstadsfruerne
er et hold for den øvede gymnast.  Der vil være fokus på klassisk gymnastik krydret med elementer og teknik fra andre genrer som jazz, ballet, grand-prix og moderne dans. Vi vil arbejde med flow og udtryk, bevægelsesmønstre og kroppen som redskab.

Såfremt at der møder mange op til første træning, vil der være udtagelse ugen efter. (Der er ca. plads til 25-30 piger grundet hallens størrelse) .
Vi arbejder hele sæsonen med forskellige stilarter og udtryk, som ender ud i et opvisningsprogram sammen med Bønder i Byen.

Holdet er et socialt hold, hvor sociale arrangementer vægtes højt. Derudover tager holdet til Landsstævnet i Svenborg/Ollerup til sommer.

 

ODK’s Damer
er holdet for dig, som bare må bevæge dig, når du ser et tomt halgulv og hører rytmerne banke!

Måske har du været gymnast i mange år, men har brug for at sætte tempoet lidt ned? Måske har du holdt pause, fordi du bare fik nok af tusind dragter og umulige opstillinger? Lige meget hvad, er der i hvert fald plads til dig hos os!

Vi elsker grundgymnastikken, og på ODK’s Damer kommer du både over gulvet, ned i knæene, rundt i luften, op på tæerne og heeelt ud i siderne. Faktisk derud, hvor du er lige ved at miste balancen.

Vi vil i løbet af sæsonen køre et nogenlunde fast opvarmningsprogram (ét før nytår og et opdateret ét efter nytår), kombineret med tekniktræning og slutteligt serietræning.
Vores vigtigste fokus undervejs er, at du sammen med resten af holdet mærker en forskel. Vi skal blive dygtigere, stærkere og mere smidige, end da vi startede – og vi skal have det sjovt både mens det sker og uden for træning.

Da COVID-19 satte en stopper for vores opvisninger i sæson 19-20, vil vi i sæson 20-21 fortsætte med boldserien til ’Around the world’ (Red hot chili peppers) og svingserien til ’What you wish for’ (Alex Vargas). Derudover er mulighederne åbne, og vi vil igen i år gå efter et alsidigt opvisningsprogram.

ODK’s Damer spænder vidt aldersmæssigt – fra midten af 20’erne til over 50 – og aldersgennemsnittet ligger omkring de 35 år. Men vi tænker ikke over det, når først musikken spiller. For os er det vigtigste egentligt bare, at vi kan lide at lave gymnastik – sammen med hinanden.

 

PS Fusion
Er du 25 år eller ældre og har du gået til gymnastik i flere år? Ønsker du at fortsætte med at nørde rytmisk gymnastik? Og samtidig søger nye udfordringer i street styles, dog uden at skulle begynde på et rent dansehold? Så er dette holdet, hvor du får muligheden. Vi, Peter og Sanne, er gået sammen om at fusionere rytmisk gymnastik og dans i det samme gymnastikhold.

Holdet træner tirsdage fra 17.30 til 19.30 på Frederiksberg Gymnasium officiel sæsonstart er tirsdag d. 1/9-2020. Vi arbejder på at få 1-2 prøvetræninger i august, nærmere info kommer snarest.

Holdets største fokus vil være i træningslokalet, dog vil vi gerne deltage i ODK’s lokalopvisning samt DGI’s stenbro- og forårsopvisning. I den forbindelse har vi et ønske om at afholde en weekendtræning omkring november/december måned for at blive opvisningsklare. Konceptet i træningslokalet vil være bygget op omkring en 2×2 eller 3×2 fordeling, hvilket vil sige, der vil være fokus på samme stilart i 2-3 træninger i streg, så der er tid til fordybelse.

Holdet er som udgangspunkt for alle, men i tilfælde at stor interesse kan en udtagelse blive aktuel af hensyn til pladsbegrænsning.