Vi passer på hinanden i ODK
Vi skal ha’ det godt, når vi mødes i ODK. Derfor har vi en samværspolitik og en politik vedrørende krænkende adfærd. ODK’s bestyrelse tager overtrædelser meget alvorligt. Overtrædelser kan betyde ophævelse af samarbejdsaftale og/eller medlemskab samt forbud mod at deltage i arrangementer og opvisninger.
ODKs Samværspolitik
SUNDHED
Vi opfordrer instruktører til at arbejde for positive holdninger til mad, krop og vægt.
Vi accepterer ikke, at der drikkes alkohol i forbindelse med børne- og juniortræning.
Vi tillader ikke alkohol ved vores ‘børnefester’.
Vores fester er forbeholdt instruktører og medlemmer over 18 år.
Vi serverer kun alkohol for personer over 18 år til ODK’s sociale arrangementer.
Vi tager hensyn til hinanden.
Vi opfordrer instruktører til ikke at ryge i forbindelse med børne- og juniortræning.
Vi opfordrer festudvalget til at lave en rygepolitik ved fester.
Vi sælger ikke cigaretter til ODK-arrangementer.
Vi tager afstand for alle former for doping.
MOBNING
Vi behandler hinanden med respekt og holder en pæn omgangstone.
Det er instruktørens opgave at sørge for en god stemning på holdet. Både under træningen og i omklædningsrummet.
Vi opfordrer også her forældre til at deltage i foreningslivet, så de lettere kan opdage, hvis et barn mistrives.
FOREBYGGENDE TILTAG
Vi indhenter børneattester på alle frivillige, der har kontakt med børn under 15 år.
Vi tillader ikke brug af mobiltelefon til træning og i omklædningsrummet. Dette gælder også forældre.
Vi lader ikke instruktører have eneansvar for et børnehold (med undtagelse af vores forældre/barn hold). Der skal også altid være mere end én instruktør med på ture og stævner.
Vi tillader ikke, at instruktører og ledere inviterer enkelte børn med sig hjem.
Vi opfordrer forældre til at deltage i foreningslivet.
“Skolelærerparagraffen” gælder også i ODK. Det er for eksempel ulovligt for en 18-årig instruktør at indlede et forhold til en 17-årige gymnast.
ODKs Politik vedrørende krænkende adfærd
– hvordan vi behandler hinanden med respekt og værdighed
BAGGRUND
I Gymnastikforeningen ODK er krænkende handlinger af enhver art er uacceptable og tolereres ikke. Derfor ønsker vi gennemsigtighed og klare retningslinjer i relation til hvad er god og hvad er krænkende adfærd.
FORMÅL
At definere krænkende adfærd, beskrive hvordan vi forholder os til mistanke om og krænkende adfærd og hvilke konsekvenser krænkende adfærd kan have. Med denne politik vil vi skabe et foreningsmiljø med optimale betingelser for god trivsel, medvirke til forebyggelse af krænkende adfærd og synliggøre håndteringen af mistanke om krænkende adfærd og krænkende adfærd.
GYLDIGHED
Nærværende politik er gældende for alle (medlemmer, evt. forældre hertil, instruktører, frivillige og bestyrelsesmedlmmer) der har med aktiviteter i Gymnastikforeningen ODK at gøre.
DEFINITIONER
Gymnastikforeningen ODK tager udgangspunkt i Arbejdstilsynets definition af krænkende adfærd.
Dette kan være, men er ikke begrænset til: Mobning, Sexchikane, Sexisme, Fysisk og psykisk vold og Anden nedværdigende adfærd.
POLITIK
Mistanke om krænkende adfærd såvel som krænkende adfærd tages alvorligt og behandles med seriøsitet – uanset karakteren af denne.
Hvis et medlem, en instruktør eller frivillig får mistanke om eller selv oplever krænkende handlinger, kontaktes bestyrelsen med informationer herom. Bestyrelsen har handlepligt og tavshedspligt, men det er ODK’s bestyrelse, der har den endelige ret til at beslutte det videre forløb. ODK’s bestyrelse kan ikke garantere anonymitet.
KONSEKVENSER
Vurderes der at være mistanke eller tale om krænkende adfærd kan bestyrelsen iværksætte konsekvenser overfor den krænkende.
Krænkende adfærd kan føre til: Suspendering, Mundtlige eller skriftlige advarsler, Ændring af samarbejdets karakter, Afslutning af samarbejde, Bortvisning fra Gymnastikforeningen ODK eller Politianmeldelse.
KONTAKT
Opleves krænkelser kontaktes bestyrelsen på mail: odk@odk.dk eller telefon: 6169 5635
Privatlivspolitik
Vi passer på dine data og har som databeskyttelsesloven kræver det en Persondatapolitik for Gymnastikforeningen ODK og ODK Nord
Vores hjemmeside bruger cookies, læs vores privatlivspolitik for cookies